Sunds Y's Men's Club åbnede genbrugsbutik

Udvidede loppemarked med genbrugsbutik
Den 14. april 2018 slog Sunds Y's Men's Club dørene op for en ny aktivitet - en genbrugsbutik, med adresse på Nørrevang 4 i Sunds.
Siden efteråret 2003 har klubben afholdt loppemarked, den første lørdag i hver måned på Skivevej 39, hvor klubben har lejet lokaler og hvor indleverede effekter har været opbevaret og hvor salget er foregået.

Alle klubbens medlemmer, plus ægtefæller, er i sving
De forskellige aktiviteter i Sunds Y's Men's Club bliver styret og gennemført af udvalg. Et af udvalgene hedder "Lopper og Genbrug". Udvalget styrer aktiviteterne i loppehallen og genbrugsbutikken og sørger for bemanding til sortering og salg.
En vigtig forudsætning for projektet, er at alle klubbens medlemmer står bag butikken om, at drive genbrugsbutik, samtidig med at vi fortsætter med de månedlige loppemarkeder på Skivevej.

Fordi vi vil gøre en forskel
Det overordnede formål for alle Y's Men's klubber er, at man støtter kirkeligt børne- og ungdomsarbejde. For de lokale klubber betyder det, at man især støtter lokale foreninger/aktiviteter som for eksempel FDF og KFUM & K, men at man også går bredere ud - både hvad angår geografi og formål. På baggrund af indsamlede midler, uddeler klubben hvert år et pænt beløb til de nævnte formål.
Det er naturligvis et håb og et ønske, at genbrugsbutikken vil give os mulighed for at uddele endnu flere midler til gode formål.

Ting den anden vej
Peter Byskov gør slutteligt opmærksom på, at såfremt man ønsker at aflevere effekter til salg i butikken, kan det ske i butikkens åbningstider, eller hvis det drejer sig om større ting - for eksempel møbler - kan det ske ved aftale om afhentning.
Endelig kan man indlevere tingene i den container der står på Genbrugspladsen i Sunds og som Sunds Y's Men's Club tømmer ugentlig.